C. W. EckersbergSe værker af ”den danske malerkunsts fader” på museerne
I starten af 1800-tallet satte maleren Christoffer Wilhelm Eckersberg for alvor skub i udviklingen inden for dansk malerkunst. Med sin detaljerede malerstil malede han motiver fra hverdagslivet omkring ham, og som professor på Kunstakademiet opfordrede han sine elever til at gøre det samme. Det var et klart brud med traditionerne. Hans evner som maler og lærer fik betydning for hele generationen af guldaldermalere, og Eckersberg er derfor også blevet kaldt ”den danske malerkunsts fader”. Selv i dag har han indirekte indflydelse på dansk kunst og udstillingen af denne, da det blandt andet er takket være ham, at vi har Kunstforeningen Gl. Strand, som han var med til at grundlægge i 1818.
Oplev Eckersbergs malerier på museerne
Vil du opleve Eckersbergs malerier er der rig mulighed for at komme rundt i byen, for Eckersbergs værker kan ses på flere museer i København og omegn:
Thorvaldsens Museum
På Thorvaldsens Museum udstilles Eckersbergs maleri ”En sovende kvinde i antik dragt”, fra 1813-16, som oprindelig var del af et større maleri. Se maleriet, og læs om dets historie her.
Statens Museum for Kunst
Statens Museum for Kunst udstiller Eckersbergs ”Udsigt gennem tre buer i Colosseums tredje stokværk”. Eckersberg sammensatte motivet af tre forskellige udsigter. Se maleriet, og læs om det her.
Dragør Museum
På Dragør Museum vil du fra 1 maj 2006 kunne opleve et stemningsfuldt maleri af Eckersberg fra 1830, der viser lodsbåde i Dragør Havn - et sted Eckersberg lod sig inspirere af flere gange. Se maleriet, og læs mere om guldalderen i Dragør her.
Den Hirschsprungske Samling
På Den Hirschsprungske Samling findes en række hovedværker fra den danske guldalderperiode i begyndelsen af 1800-tallet, bl.a. Eckersbergs prægtige portrætter af byens borgerskab, og hans berømte kvindelige modelstudie ”Kvinde foran et spejl”. Læs mere om guldalderen på Den Hirschsprungske Samling her. Se modelstudiet, og læs mere her.
Nivaagaards Malerisamling
Du kan også se Eckersberg på Nivaagaards Malerisamling, der har en lang række værker af danske guldalderkunstnere. Se Eckersbergs værk "Andagt ved Den hellige Port i Peterskirken" her.
Læs mere om Guldalderens billedkunst
I 1820'erne skete et voldsomt opsving i den kunstneriske udfoldelse i Danmark. Kunstnerne vendte opmærksomheden fra den tidløse, idealiserende kunst og til deres egen samtid og virkelighed. Motivvalget hang tæt sammen med landets økonomiske krise. De nedtonede fordringer viste sig ved malernes optagethed af det nære, velkendte og beskedne. Det var særligt motiver fra dagligdagen - af familielivet, af veje og gader, af landskabet. Du kan læse mere om museernes tilbud om guldalderperioden (fra ca. 1800 – 1850) på MiK her.
Vil du vide mere om guldalderen i Danmark, er Golden Days in Copenhagens guide til guldalderen et oplagt sted at besøge. Klik her.
Find litteratur om Eckersberg i MiK's Læsesalon. Klik her.

|