Bombardementet

Bomberne faldt over hovedstaden og københavnerne flygtede

Bombernes ildspor

Kl. 19 den 2. september 1807 faldt de første bomber over København. Granater, bomber og raketter fløj i tusindvis ind over indbyggerne, og mens de danske soldater blot kunne se til, kæmpede brandmændene desperat for at slukke alle de mindre brande. Natten igennem var himle oplyst af bombernes ildspor. Det var en hård kamp, men den først nat lykkes det at holde brandene nede.

Bomberegn

Raketterne af den congrev’ske type var våbnet man siden huskede fra det engelske bombardement, men det var dog primært almindelige jernbomber, der regnede ind over København de første dage af september 1807. Store tunge bomber blev skudt højt op i luften, hvorefter de faldt gennem tagene overalt i hovedstaden. Her sprang de, og forvoldte stor skade og brand. Til tider kunne bomberne endda trænge helt ned i kælderen før de udløste deres ladninger. Den 3. september kl. 7 holdt bombardementet dog inde. Indbyggerne i København fik da mulighed for at se nattens ødelæggelser.

Flugt ud af byen

Beboerne i området omkring Vor Frue Kirke opdagede, at de havde været i skudlinjen, og mange forlod nu deres hus og hjem i hast. Folk søgte tilflugt i Rundetaarns sneglegang, mens andre gemte sig i ruinerne af det tidligere nedbrændte Christiansborg. Langt de fleste søgte dog mod Amager og Christianshavn, der blev regnet for det sikreste sted, da det lå længst væk fra de engelske batterier rundt om byen. Folk havde dog ikke mistet modet, og man var klar til at kæmpe videre. 

Endnu en nat

Kl. 19 sammen dag begyndte bombardementet igen fra engelsk side. Igen måtte brandfolkene kæmpe en lang nat mod bomber og raketter. I modsætning til første nat var mange af beboerne dog rejst, og flere brande nåede derfor at udvikle sig, før brandvæsnet nåede frem. Det betød dog også, at antallet af døde og sårede, var lavere end den første nat. Vor Frue Kirke og Sankt Petri Kirke stod endnu, men var begge blevet voldsomt beskadig.

Stadig ikke brudt

Den 4. september holdt bombardementet ikke op ved daggry, men aftog dog gradvis. Englænderne håbede de danske viljer var knækket. Brandfolkene var trætte efter to lange nætter, og meget materiel var ødelagt. Samtidig rømmede flere og flere deres poster for at søge efter familie og venner i kaoset. Forsvarsviljen var dog stadig ikke brudt, og da englænderne ikke modtog noget sendebud i løbet af dagen, startede bombardementet for alvor for tredje gang om aftnen den 4. september. Denne gang blev der ikke sparet på ammunitionen.

Vor Frue Kirke nedbrændte

Omkring 14.000 bomber og raketter blev affyret mod byen i løbet af bombardementet, men alene den sidste nat faldt der over 6.000. Situationen var håbløs for de stadig kæmpende brandfolk. Denne nat lykkes det for en Congrev’sk raket at sætte sig fast i spiret på Vor Frue Kirke, og den antændte en brand der var umulig at stoppe. Kort tid efter faldt hele det brændende spir ned i selve kirken, mens tårnets klokker med et frygteligt brag, styrtede ned gennem hvælvingerne. Hos englænderne var der stor jubel, da det var domkirkens spir man havde sigtet efter under hele bombardementet. Københavnerne var derimod knækket.

Kapitulationen

Ikke bare Vor Frue Kirke var ødelagt, men store del af de omkringliggende kvarterer var også nedbrændt. 300 ejendomme var totalt ødelagte og utalige var mere eller mindre beskadigede. 1600 indbyggere var blevet dræbt, og lige så mange var såret. Kl. 19 den 5. september 1807 stoppede det engelske bombardement, og den danske kommandant generalmajor Ernst Peymann anmodede om våbenhvile. Byens borgere havde lagt et stort pres på ham, og da han såret fra udfaldet i Classens Have, lå på sit sygeleje, så han ikke andre muligheder. Store dele af byen var ødelagt, og overalt lå der rester fra de engelske bomber. Den 7. september underskrev Ernst Peymann kapitulationen.

Læs hvad der videre skete her.

Vend tilbage til turen her.