Da krigen kom i 1807

Da de sidste muligheder for fred forsvandt

Dårligt udgangspunkt

Da den engelske flåde sejlede mod Danmark i august 1807, var situationen i hovedstaden ikke optimal for krig. For det første var den danske flåde slet ikke udrustet og klar til kamp, som rygterne i England havde påstået. Derimod lå den ukampdygtig i flådens leje, og den kom aldrig til at spille nogen direkte rolle i kampene. For det andet opholdt størstedelen af landhæren sig i Holsten, hvor den skulle værne om Danmarks neutralitet over for de franske troper. Da krigen brød ud i september, var den for langt væk til at have nogen indflydelse. Endelig var der kongens rolle.

Engelske ultimatum

Den daværende konge var Christian 7., men på grund af hans sindssygdom, havde kronprinsen, den senere Frederik 6., de facto magten i landet. Da krisen brød ud, og englænderne begynder at true landet, befandt han sig med tropperne i Holsten og Sønderjylland, og det var her han modtog det engelske ultimatum. Kravet lød på indtrædelse i krigen på engelsk side, og udlevering af den samlede danske flåde som sikkerhed. Det var et krav kronprinsen på ingen måde ville stå inden for, og svaret blev et rungende nej.

Sad i Holsten

På daværende tidspunkt havde den engelske flåde dog allerede rundet Kronborg, og var på vej mod København. Da krigen kom, sad kronprinsen med sin hær i Holsten, og kunne på ingen måde træffe beslutninger angående rigets hovedstad.

Hovedstaden omringes

I modsætning til kampene i 1801 medbragte den engelske flåde denne gang en stor landhær, og den 16. august 1807 landsatte den en stor hær i Vedbæk uden modstand. Stille og rolig blev hovedstaden omringet, og ni dage senere stod englænderne i en halvcirkel, blot en kilometer fra byens volde. En lang række kanonstillinger pegede nu direkte mod byens tårne og huse.

Ulige antal

Lederen af forsvaret i hovedstaden var den 70-årige generalmajor Ernst Peymann, som aldrig tidligere havde haft en militær kommando. Til hans rådighed stod kun 5500 egentlige soldater. Derudover kom en borgervæbning, et landværnskontingent, et Livjægerkorps og endelig Studenterkorpset. I alt cirka 11.000 mand, overfor englændernes 30.000 veltrænende soldater.

Træskoslaget ved Køge

Et landværnskontingent på 5700 dårligt udrustet bøndersoldater var blevet tilkaldt fra det øvrige Sjælland, og den 29. august kom de som de første i direkte kamp med englænderne. Det skete uden for Køge, hvor de stødte sammen med det samme antal engelske soldater under ledelse af Arthur Wellesley. Efter kort tid gik de danske bønder dog i panik, og for at flygte hurtigere, smed de deres tunge træsko, som de fleste havde haft med fra deres daglige arbejde på gårdene. Deraf navnet, Træskoslaget ved Køge.

Dansker slog igen

To dage senere angreb danskerne igen, og denne gang med større succes. Om morgenen den 31. august udførte man nemlig det senere så omtalte; udfaldet i Classens Have. Østerbro var mellem Sortedamssøen og Øresund på derværende tidspunkt et landskabeligt område, med store haver og parker, og det største landsted var ejet af fabrikant og general J.F. Classen. Hans landsted, Classens Have, indbefattede store træer og bygninger, og disse var blevet et problem for militæret og kanonerne på Kastellet, da de yde støttepunkter for de engelske soldater.

Udfaldet

Om morgen den 31. august rykkede tropperne ud fra Kastellets trygge volde gennem Kastelsporten. 2000 mand, herunder Livjægerne, angreb med støtte fra kanonerne på Kastellet, og et kanonbådsangreb fra Øresund. Mændene var ledet af Ernst Peymann, der også blevet såret i benet under aktionen. Rygtet fortalte efterfølgende at han havde søgt den ærefulde dø, da han udmærket forstod den håbløse situation hovedstaden befandt sig i.

Tilbagetrækning

Da de overraskede englændere i første omgang var jaget på flugt, fulgte den danske bagtrop op. Den bestod af en stor gruppe tømrere, der straks gik i gang med at fælde træerne i Classens Have. Englænderne begyndte dog hurtigt at samle sig, og snart trak danskerne sig atter tilbage til Kastellets trygge volde. Kanonerne havde dog nu fået frit udsyn. Udfaldet gav et moralsk indskud til københavnerne, men i krigen mod englænderne kom det dog aldrig til at spille nogen større rolle.

Ikke yderlige udskydelser

Den 1. september prøvede englænderne en sidste gang at overtale Ernst Peymann og danskerne til overgivelse. Udlever flåde og så ville man oven i købet udbetale erstatning, for den skade man havde forvoldt. Ernst Peymann svarede at det lå uden for hans beføjelser, men han tilbød at man kunne sende bud efter et svar fra kronprinsen i Holsten. Svaret var et nej fra engelsk side, der ikke ønskede yderlige udskydelser. De så nu kun en mulighed: København skulle bombes til overgivelse.

Læs hvad der videre skete her.

Vend tilbage til turen her.