Zoologisk Haves panda-anlæg
Panda-anlægget ligger i tilslutning til det ny elefanthus, tegnet af den verdenskendte arkitekt, Sir Norman Foster, og falder fint i tråd med dette. Beplantet med fyrretræer, rhododendroner og andre asiatiske planter er anlægget ikke kun en god kulisse for de smukke pandaer, men også et godt og trygt levested for dyrene.
I naturen og i fangeskab
De røde pandaer er i naturen udbredt i Himalaya fra Nepal i vest til Kina i øst. De lever en ret skjult tilværelse og kommer hovedsageligt frem, når mørket er ved at falde på. Men i Zoologisk Have har man gode muligheder for at se dem, når de går på opdagelse i anlægget efter føde, eller når de ligger og slikker solskin på en udgået gren i toppen af et af de høje træer.
Hele og halvbjørne
Den røde panda kaldes også for lille panda - et navn, der skal ses i relation til den sort-hvide store panda, som nok er den bedst kendte. Men trods navnesammenfaldet er de to pandaarter ikke særligt beslægtede. Den store panda hører til bjørnene, mens den lille panda er nærmest beslægtet med vaskebjørne og næsebjørne, de såkaldte halvbjørne
Besøg Zoologisk Have.
Find flere dyr på museer i København. |