Danmarks vogter
Dybt under Kronborg Slot i de mørke kasematter sidder Danmarks sovende helt Holger Danske – klar til at vågne op til dåd, skulle Danmark være i fare. På vej ned i kælderen for at se den sovende kæmpe, kan du læse hans historie på de gamle vægge under slottet.
Myten om en kongesøn
Historien om Holger Danske stammer faktisk fra de franske heltekvad ”Rolandskvadet”, der blev skrevet i midten af 1000-tallet. Her fortælles det, at Holger var en dansk kongesøn, der som ung blev taget til fange af Karl den Store. Den unge dansker voksede sig stor og stærk og bev en fænomenal kriger. For sine bedrifter på slagmarken blev han – omkring år 850 – belønnet med sin frihed. Han drog straks hjem til Danmark for at hvile ud, og inden han faldt i søvn, sagde han, at kom Danmark i fare, ville han rejse sig og kæmpe igen. Og han har sovet lige siden.
I bronze, gips og beton
I 1907 bestilte Hotel Marienlyst i Helsingør en bronzestatue af Holger Danske udført af billedhuggeren Hans Pedersen-Dan. Statuen fandtes allerede i mini-format på Christian 10.s bord, men den blev nu også fremstillet i stort format. Forud for støbningen af bronzestatuen, blev der lavet en gipsfigur, som sidenhen fik sin plads i Kronborgs kasematter. I 1985 var den gamle gipsfigur så medtaget af det fugtige klima i kælderen, at den blev udskiftet med en ny af beton. Bronzestatuen står stadig foran Hotel Marienlyst – men den har aldrig opnået den samme berømmelse som sin tvilling på Kronborg.
Da Holger rejste sig
Under anden verdenskrig, mens Danmark var besat af tyske tropper, tog en de største danske modstandsgrupper navnet Holger Danske. På den måde fik savnet om den sovende stridsmand fornyet liv – og han lever fortsat videre i danskernes bevidsthed.
Læs mere om Kronborg Slot.
Læs andre spændende historier fra Kronborg Slot.
Find flere fortællinger om Danmark og danskerne på Nationalmuseet, eller hør om modstandsbevægelsen Holger Danske på Frihedsmuseet.
Tag legenden om Holger Danske med hjem. Køb bogen Kronborgs udstilling Holger Danske - en lysende legende.