| 
Fakta
Butik
Gaveartikler, bøger og postkort.
Café Hold en pause fra jagten i den lækre museumscafé, Café Sneppen. Cafeen er åben i museets åbningstid - eller efter aftale. T 45 76 18 62
Omvisninger Arrangeres efter aftale.
Naturskole Gratis undervisning til skoler og institutioner. Forudbestilling nødvendig.
 Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum er medlem af Mærkeordningen for Tilgængelighed.
| Danmarks skove og jagt fra stenalderen til i dag
En smuk beliggenhed
Med 3.500 m2 spændende udstillinger er Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum et af Europas største museer inden for sit område - fyldt med både natur- og kulturhistorie om jagten og skoven i Danmark. Museet ligger særdeles smukt i monumentale stalde og ladebygninger fra 1700-tallet. Bygningerne stammer fra det gamle barokke - nu nedrevne - Hirschholm Slot, som er landskendt gennem historien om Dronning Caroline Mathilde og Struensee.
Stalden
"Stalden" indeholder museets jagthistoriske afdeling. Her er alle mulige våben - fra bue og pil over armbrøst og forladere til de moderne våben, jægere gør brug af i dag. Desuden er "Stalden" fyldt med udstoppede dyr og fugle, sjældne danske lokkefugle, et rædselskabinet, der viser forskellige deformiteter hos dyr og fugle, gamle jagtvåben, fælder og trofæer - og et stenalder-diorama med verdens eneste rekonstruerede urokse.
Laden
I "Laden" vises en stor samling skovbrugsredskaber, som er blevet brugt i tiden mellem 1850 og 1945. Diverse træprøver og gamle jagtkøretøjer vises også frem i denne afdeling af museet.
Vognporten
Udstillingen "Vognporten" fortæller historien om dansk skovbrug fra 1945 til 2000. Det er den mere moderne side af Danmarks skovhistorie, man får i denne del af museet - med alt hvad der dertil hører: store skovningsmaskiner, en stor samling motorsave og "prøv selv" aktiviteter.
Familiesøndage
På søndage i årets løb arrangeres mange forskellige aktiviteter for børn og deres forældre. Det kan være alt fra papirfremstilling, øksekast, træklatring til at skyde med bue og pil, en tur i museets bigård, plukning af fuglevildt eller en tur i skoven. Den første weekend i september afholdes de årlige Værkstedsdage. Ring efter program, eller se aktivitetskalenderen på museets hjemmeside.
Læs mere på MiK
Hold øje med aktiviteterne på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum.
Tag på krybskyttejagt på Dansk Jagt- og Skovbrugsmuseum.
På museet kan man se en 300 år gammel udstoppet kronhjort, der engang var på kunstkammeret.
| |